"Er nu Mennesket, som et fornuftigt Væsen, forpligtet til at bruge sin Fornuft, og i Følge af denne handle efter sin beste Indsigt og Begreb, saa kan han jo ikke tillige forpligtes til at handle tvært derimod; følgelig kan det aldrig skee, at noget andet Menneske, i hvo det end maatte være, skulle kunde have eller faae Ret til, ved udvortes Gevlt at tvinge ham til at troe eller giøre det, som han paa saa uskyldig en Maade forestiller sig som Uret og Ondt, og i og efter hans Begreb virkelig er saa., p. 10. Sådan kunne den såkaldte frihed til gudsdyrkelse formuleres midt i 1700-tallet. Der er ikke tale om almindelig religionsfrihed i moderne forstand, men en naturretlig formulering, som den har været almindelig efter Den Westfalske Fred og før religionsfriheden blev konstitutionaliseret. Forsøg til en almindelig kirke-ret er den beskedne titel på Christian Ditlev Hedegaards (1700-1781) pamflet fra 1763. Skriftet bygger på den tyske retsfilosof Joachim Georg Daries' (1714-1791) Elementa Juris Ecclesiastici universalis. Det lille skrift på 44 sider er det første kendte systematiske forsøg på at afklare den evangelisk-lutherske kirkes retsstilling i Danmark. Det var ment, som et forarbejde, til hvad der skulle have været Jus Ecclesiasticum Particulare Danicum eller den Danske Kirke-Ret i Særdeleshed. I 1775 udgiver Hedegaard Den Danske Kirke- eller Geistlige Ret (2 bind). Oplysningstid og naturret går hånd i hånd, men undervejs får man et glimrende indblik og en klar analyse af trossamfundenes retsstilling i tiden op til Den franske Revolution. Download her"