Forårsmøde 2019 om døden og retten

28.03.2019

Onsdag den 8. maj 2019, kl. 13-17, afholder Selskab for Kirkeret forårsmøde over emnet "Døden og retten. Retlige og kirkeretlige spørgsmål om begravelse, gravsteder og minder".

Forårsmødet finder sted på Københavns Universitet, Det Teologiske Fakultet (Grundtvigauditoriet, lokale 8B.0.16), Søndre Campus, Karen Blixens Plads 16, 2300 København S.

I Danmark har folkekirken en fremtrædende plads i retlige reguleringer af, hvordan vi forholder os til død og den døde krop, eksempelvis i spørgsmål om begravelser, behandling og placering af aske fra kremation, gravsteder og kirkegårde. Død er med andre ord et område, hvor religion, kirke og ret griber ind i hinanden. Samtidig er dette spørgsmål, hvor retten også har helt konkrete konsekvenser for den enkelte borger på et punkt, som alle på en eller anden måde kommer til at forholde sig til. På mødet vil vi undersøge, hvordan disse grænseflader mellem kirke, religion og ret arter sig i praksisser knyttet omkring begravelser og gravsteder, hvilke hensyn retten forsøger at varetage, og hvilke forståelser af død og den døde krop der kommer til udtryk.

PROGRAM

Kl. 13.00-15.15:

Velkomst ved formanden, professor, dr.theol. Svend Andersen.

Professor (mso), dr.theol. Ulla Schmidt: Indledning til dagens tema.

Professor Lisbet Christoffersen: Den døde krop: Hvem ejer den, og hvem bestemmer over den?

Professor (mso), dr.theol. Ulla Schmidt: ”Andre måder at forholde med asken på”: Hvad ønsker borgerne, og hvad bestemmer biskopperne?

Sekretariatschef Kirsten Søndergaard, Landsforeningen Liv & Død: ”En værdig afsked med livet”: Hvordan varetager dagens lovgivning de vigtige hensyn?

Fælles spørgsmål og samtale.

Kl. 15.15-15.30:

Pause.

Kl. 15.30-17.00:

Professor (mso) Lene Kühle: De dødes ret med henblik på religiøse minoriteter.

Lektor Marie Vejrup Nielsen: Hvem bestemmer på kirkegården? Kirkegårdspersonale som udviklere og bestyrere af praksisser knyttet til gravsted og minder.

Fælles spørgsmål og samtale.

Alle er velkomne.

Møde